DO YOU 

To ord. Fem bogstaver. En konsonant og fire vokaler. Det lyder ikke af meget. Og alligevel er det næsten alt.

Jeg har endnu ikke mødt en eneste klient, som havde et godt forhold til sig selv, da vi startede terapien. Mange havde intet forhold til sig selv og måtte uforstående spørge, hvad jeg mente med, ”hvor godt er dit forhold til dig selv?”. Resten svarede ”dårligt”, ”jeg hader mig selv”, ”jeg er så utilfreds med mig selv” og mere i samme dur. Og så gik det terapeutiske arbejde i gang. For hvad er vigtigere end at få et godt forhold til sig selv.

Forstil dig i stedet, at jeg startede vores første session med at spørge, ”hvor godt er dit forhold til din partner?” Det er logisk, at du ikke ville være lykkelig, hvis du svarede ”dårligt” eller ”jeg hader min partner”. Eller hvis du kiggede uforstående på mig og sagde ”jeg har ikke noget forhold til min partner”. Ingen ville være i tvivl om, at det var noget, som vi skulle arbejde med, og noget som ikke gjorde dig godt.

Men i vores kultur glemmer mange, at vi også skal have et forhold - og et godt forhold - til os selv. DU er det eneste menneske, som du er sammen med 24/7, fra det sekund du er født, til det sekund du dør. Når du er alene hjemme, er du faktisk sammen med dig selv. Når din indre kritiker råber, at du er tyk, dum eller har en rygrad som en regnorm, så mobber du dig selv. Du er din egen siamesiske tvilling.

Tidsskriftet Science udførte et tankevækkende eksperiment: Deltagerne blev bedt om at vælge mellem enten at sidde og tænke i mellem 6 og 15 minutter i et rum med intet andet end en stol, ingen vinduer, ingen billeder, ingen tv og ingen telefon, eller at give sig selv elektrisk stød. 25 procent af alle kvinder og 67 procent af alle mænd følte, det var så ubehageligt at være alene med sig selv, at de valgte at give sig selv elektrisk stød. T.D. Wilson m.fl. ”Just Think: The Challenges of the Disengaged Mind”, Science, 345 (2014), s. 75-77

DO YOU – but how to?

DO YOU! Det lyder simpelt. Og alligevel er det så svært. De fleste af os har lært, at vi skal sætte egne behov til side og andres behov først. Det var sådan størstedelen af vores generation blev opdraget. Og vi gjorde som børn præcis det, som gav os mest mulig kærlighed og nærvær: Ikke at være egoistiske og ikke at prioritere os selv. Men jo mindre vi lever i overensstemmelse med egne behov, jo mere vi tilsidesætter os selv eller undgår at forholde os til os selv, jo mindre bliver vores selvværd, jo større risiko er der for angst, og jo mere bøvler vi med dårlig samvittighed og ensomhed.

Så hvordan kommer man i gang med ”DO YOU”. Her er 3 ting, som har virket for mig og for mine klienter.

1/ Søde lille-dig: Man kan starte med at finde et billede af sig selv, fra da man var barn - et hvor man virkelig ser sød ud. Billedet hænger man på køleskabet, på væggen eller man bruger den som baggrundsbillede på sin telefon. Hver gang man ikke synes, man fortjener en pause, et karbad eller en kop the, eller hver gang det er svært at sige nej til noget, man ikke har lyst til, eller man begynder at tale grimt til sig selv, så kigger man på billedet og tænker: ”Har lille-mig fortjent det? Vil jeg tale til/behandle lille-mig sådan?”

2/ Tal pænt til dig selv: Begynd at skrive ned, hvad din indre kritiker siger. Og hør den til ende, prøv ikke at slukke for den, som vi tit gør. Skriv alt ned, og til sidst har den ikke mere at sige. Prøv at finde ud af, hvad den vil dig. Hvorfor den råber og udskammer dig sådan? Tit prøver vores indre kritiker nemlig at hjælpe os med noget, men den taler bare et primitivt og ukonstruktivt sprog. Prøv så at læse alt det op, den har sagt, til billedet af lille-dig. Det kan de fleste ikke. I stedet skal du finde ud af, hvordan den kan tale pænt, samtidig med at den holder fast i det, den gerne vil hjælpe dig med.

    Lad mig give et eksempel: Min indre kritiker råbte og skreg strenge ting om, at jeg var tyk og klam og ulækker. Da jeg fik hørt den til ende, kunne jeg forstå, at den prøvede at sørge for, jeg ikke blev overvægtig som andre i min familie, der var døde af diabetes type 2. Dernæst kunne jeg bede den om at sige det på en pæn måde, lige som jeg ville sige til en veninde, som var bange for at få diabetes. Så nu siger den ting såsom: ”Nåh Marie, der fik du spist lidt meget kage, good for you, men så husk lige at køre på med grøntsagerne i næste uge”. Og nu lytter jeg rent faktisk til den.

    3/ En ”DO YOU”-ting hver dag: Beslut dig for at gøre en selvomsorgsfuld ting for dig selv hver dag. I starten kan det være svært, og måske du finder en DO YOU-makker, som du kan dele ideer med og få inspiration af. Selvomsorg kan være fodbade, karbade, en lækker kop the, blåbær med skyr, en ansigtsmaske, når du ser Netflix, at hente morgenfutterne, når du fryser om tæerne – i virkeligheden er det den omsorg, du ville give en anden, som du bare skal give til dig selv. Men det er meget mere end fodbade. ”DO YOU hver dag” er også at høre en god lydbog, når du vasker gulv; at være mindful, når du er i brusebad; at snuse til din søn, når du krammer ham; at lade dig omfavne af din partner og at løbe med fed musik i ørene.

      Men vi mangler lige at snakke om ros.

      For når vi ”do everyone else”, så får vi ros. Og det kan vi godt lide, mange af os er faktisk afhængige af det. Så for at DO YOU skal være en vedvarende ændring i dit liv og i dit mindset, er det essentielt, at du lærer at rose dig selv. Men det er umuligt i starten, når man ikke har et forhold eller et godt forhold til sig selv. Her er det nødvendigt, at du sørger for at bede om ros fra veninderne, partneren eller dine forældre, og bliver ved med at bede om det, indtil du kan selv: ”hej mor, jeg skriver bare for at sige, at jeg lod opvasken stå og hoppede i et karbad, var det ikke flot? Jeg øver mig og har brug for ros. Knus fra mig”

      Kh Marie Brixtofte, autoriseret psykolog